|
Toner fra Himlen 2/2006 Nu kan foråret ikke vente længere på sig! Ligesom blomsterne og fuglene er Det ny Tonefilmsorkester klar til at springe ud og fylde luften med sang og musik. Det ny Tonefilmsorkester vil gerne byde sine faste nyhedsbrevslæsere velkommen til et spændende forår med flere glædelige begivenheder. Passer og Tonefilmsorkesteret! Det ny Tonefilmsorkester sætter en ære i at bringe publikum i den allerbedste stemning, og med Dirch Passer på plakaten skulle aftenens underholdningsværdi være garanteret. Overraskelser, skøre indfald og ikke mindst det gode humør skal nok finde vej til Dronningesalen, når orkesteret skal ud at slå på tromme med "Frk. Nitouche", ride en tur ud på prærien med "Sally og de skrappe drenge", holde sommerferie i Tyrol med alpehue og klapbukser – og ikke mindst kysse med Anne Marie i gadedøren! Der er lagt op til en morsom, nostalgisk og sprudlende aften i selskab med "Passer og Tonefilmsorkesteret"! Ny cd med Det ny Tonefilmsorkester Tilbage i efteråret 2003 indspillede Det ny Tonefilmsorkester CD’en "...for fuld musik!" Den blev dengang indspillet live foran et veloplagt publikum på Horsens Ny Teater - en sjov og udfordrende oplevelse for orkesteret at indspille på den måde. "… for fuld musik!" er siden blevet solgt til koncerter, og især på vores ture rundt i landet har publikum glade købt et minde med hjem. I mellemtiden er der gået to år, mange nye numre er kommet på repertoiret, og dermed opstod langsomt ønsket om igen at prøve kræfter med en CD-indspilning. Denne gang under andre omstændigheder, idet det blev besluttet, at indspilningen af vores nye CD skulle foregå som en egentlig studieoptagelse. To weekender i løbet af efteråret blev sat af til dette projekt. Det blev to intense weekender, hvor orkesterets musikere indspillede 15 udvalgte numre på Rytmisk Musikkonservatorium, København. Der var tid til fordybelse og ekstra opmærksomhed til de mange detaljer, musikken rummer. Med os havde vi Claus Christensen, der de sidste mange år har styret vores live-lyd til koncerter og dermed kender både orkesterets samt musikkens facetter. Da instrumentalsporerne var på plads, blev det sangernes tur til at gå i studiet for at indspille både solonumre og ensemblesang, ligeså vel som instrumentalsoli også blev lagt på efterfølgende. Dette arbejde er der kommet en sprudlende CD ud af, som vi glæder os til at kunne præsentere for vores publikum. CD’en har fået titlen "Det bobler" og rummer 15 forrygende, smægtende hits fra ind- og udland, og for at løfte sløret for bare et par af dem, kan vi nævne: "Angelique" og "To lys på et bord". Så har vi ikke røbet for meget. Glæd jer! CD'en "Det bobler" vil kunne købes via orkesterets hjemmeside fra slutningen af april eller i forbindelse med orkesterets kommende koncerter. Pris ca. kr.100,- Det ny Tonefilmsorkester afholder CD-releaseparty for "Det bobler" i kombination med orkesterets årlige sommerkoncert lørdag d. 3. juni i Islands Brygges Kulturhus. Der er lagt op til en på alle måder boblende koncert!
Vidste du i øvrigt.... ...at Det ny Tonefilmsorkester kan hyres til at sætte gang i løjerne til årets sommerfest eller firmajulefrokost. Med det alsidige repertoire – som indeholder både jule-hits og sommersjælere – bliver der fyret godt op under både lattermuskler og dansesko. Så kontakt os allerede nu, og giv chefen, kollegerne og dig selv en oplevelse, I alle sent vil glemme! …og er du ikke selv i festudvalget, så videresend gerne dette tip! ...at du på www.danskefilm.dk og www.filmidanmark.dk kan læse om nærmest samtlige danske film, deres handling, personerne bag, sangtekster og meget, meget mere. ...at orkesterets hjemmeside www.detnytonefilmsorkester.dk løbende bliver opdateret med nyheder, koncertdatoer etc. …at hvis du har nogle gode links eller idéer til andre læsere af Toner fra Himlen, så send os gerne en mail. |