DnT nyhedsbrev, Januar 2005

Toner fra Himlen 1/2005

 

Kære Ærede Publikum

I dette nyhedsbrev kan du læse om:

· Internationale Filmhits
· CD-indspilning
· Det ny Tonefilmsorkester spiller revy
· Goddag og farvel i sangergruppen
· Vidste du i øvrigt...

Internationale Filmhits
Året der gik bød bl.a. på vores to koncerter med Internationale Filmhits. Det ny Tonefilmsorkester vovede pelsen og udvidede det faste repertoire med en række af de helt store internationale klassikere. Ved to koncerter i henholdsvis Viften i Rødovre og Odd Fellow Palæet i København fik publikum lov at opleve et bredt udsnit af Hollywoods stjernenumre. Der var lidt for enhver smag – både smægtende, tårepersende sjælere og disko for fuld udblæsning! Det var en stor udfordring for orkesteret at spille en hel koncert med udelukkende udenlandske numre – og vi var i orkesteret meget spændte på hvordan vores faste publikumsskare ville modtage dette projekt. Det viste sig heldigvis at være en stor succes – en så stor succes at mange af numrene ganske givet vil indgå i vores kernerepertoire fremover.

CD-indspilning
Et af dette forårs store projekter for Det ny Tonefilmsorkester er at starte indspilningen af vores næste cd. Vores første cd "For Fuld Musik" indeholder mange gode numre – og dog var der slet ikke plads til alle vores favoritnumre. Ligeledes er der siden indspilningen af For Fuld Musik kommet mange nye dejlige melodier til – bl.a. i forbindelse med temakoncerten i foråret 2004 med numre af Sven Gyldmark og Bent Fabricius-Bjerre. Et udpluk af disse numre vil vi igennem det næste års tid indspille – det er planen, at vi skal indspille denne cd over en længere periode, og vi kan derfor endnu ikke løfte sløret for, hvornår den vil være at købe.

Det ny Tonefilmsorkester spiller revy
Foruden cd-indspilninger skal Det ny Tonefilmsorkester i dette forår fornøje sig med at øve til efterårets store koncertsatsning. I samarbejde med Revymuseet på Frederiksberg byder Det ny Tonefilmsorkester i oktober måned til koncerter med hits fra den gamle danske revy-sangskat. Revysange har gennem hele orkesterets levetid haft en plads i kernerepertoiret – numre som f.eks. Du har jo en lille streg på og Kammerat med Solen har både orkester og publikum taget til sig. Selvom revygenren er en niche i dansk musikliv, tegner den med historier og karikaturer af tidens begivenheder og personer et billede af det danske samfund gennem tiden. Det er i Det ny Tonefilmsorkesters ånd, på denne måde at fremhæve forskellige musikalske nicher i den danske kulturskat – og ved disse koncerter er det altså repertoiret fra de festlige revyscener, der får en renæssance.
De endelige detaljer omkring koncerterne er endu ikke helt på plads – vi vil løbende orientere om koncerterne både her i nyhedsbrevet og på vores hjemmeside www.detnytonefilmsorkester.dk

Goddag og farvel i sangergruppen
Det ny Tonefilmsorkester har ved årsskiftet desværre måtte sige favel til vores faste smør-tenor Kasper Eliassen. Med blødende hjerte sender vi Kasper ud i den store musikalske verden, hvor der venter ham nye og spændende udfordringer. Det ny Tonefilmsorkester takker Kasper for lang og tro tjeneste – Kasper har været med siden orkesterets første "spæde" toner, og han har med sin dejlige stemme og karakteristiske charme været med til at tegne orkesterets profil.
Heldigvis kan vi allerede nu med stor ære byde Kaspers afløser, Per Jellum, rigtig hjerteligt velkommen i folden! Per er ligesom hovedparten af orkesteret et ungt, spirende talent – ud over at synge professionelt har han stor sceneerfaring både fra teater- og operetteforestillinger, bl.a. med Studenternes Operetteforening Polyhymnia. Han kaster sig nu med stor entusiasme over Det ny Tonefilmsorkesters repertoire og glæder sig i øvrigt meget til at fornøje og underholde sammen med os. Vi glæder os til at arbejde sammen med Per – og håber at vores faste publikum også vil tage godt imod ham.
På damesiden ser vi ligeledes en udskiftning i sangergruppen – omend kun midlertidigt. Vores faste altsanger, Anna Marie Bramsen, er taget et smut til England, hvor hun skal studere det næste halve års tid. Vi ønsker Anna Marie held og lykke – og på snarligt gensyn! Allerede ved vores nytårskoncert i Allerød i januar trådte Sophie Thing-Simonsen til som stedfortræder for Anna Marie. Sophie har, ligesom Per, stor erfaring i både sang og sceneoptræden fra andre sammenhænge – men frem til sommerferien vil hun altså prøve kræfter med det tonefilm'ske repertoire. Velkommen også til Sophie!


Vidste du i øvrigt....

...at man hver dag kan lytte til dejlig ”tonefilmsmusik” i programmet Gylde Genhør på DR’s netradio eller på DAB radioen

...at orkesterets sommertursudvalg i øjeblikket arbejder på højtryk med at arrangere årets turné som går til Sønderjylland

...at orkesterets hjemmeside www.detnytonefilmsorkester.dk løbende bliver opdateret med nyheder, koncertdatoer etc.

 

Med venlig hilsen

Det ny Tonefilmsorkester

------------------------------------------------------------------------------


Hvis du modtager dette nyhedsbrev har du sandsynligvis enten selv tilmeldt dig brevet, eller du er blevet tilmeldt af en fra orkestret, der mente du måtte have interesse i dette.
Du kan selvfølgelig altid framelde det – send blot en mail retur med emnet: frameld.
Din e-mailadresse vil ikke blive gemt herefter.
Hvis du kender andre, der kunne have interesse i at modtage nyhedsbrevet, så videresend det gerne. Tilmelding gøres via hjemmesiden www.detnytonefilmsorkester.dk